Demensafsnittet på Poppelvej i Brovst er vinder af Bedste Børste tænder projektet

Den kommunale Tandpleje i Jammerbugt Kommune har valgt at deltage i projektet – "Hvorfor skal bedste have børstet tænder?" Projektet er landdækkende og er tilrettelagt og koordineret af De Offentlige Tandlæger i samarbejde med FOA. Projektet går i daglig tale under navnet Bedste Børster Tænder.

 

Tandpleje

Medarbejdere fra Demensafsnittet med glasfad og diplom sammen med tandplejer Anne Margrete Refstrup og overtandlæge Karin Nysted Jensen.

Bedste Børster Tænder projektet skal munde ud i, at personalet på plejehjemmene får indarbejdet nogle rutiner, så de kan hjælpe de ældre.
"Alfa og omega er, at de ældre borgere får en god mundhygiejne, så man kan undgå følgesygdomme", forklarer tandplejer Anne Margrete Refstrup.

Vinderen af "Bedste børster tænder" er fundet og det er Demensafsnittet på Poppelvej i Brovst. Demensafsnittet har scoret den bedste forbedring både i forhold til renhold af proteser og tandkødets sundhedstilstand.

Torsdag i sidste uge fik personalet overrakt et flot fad af overtandlæge Karin Nysted Jensen og tandplejer Anne Margrete Refstrup med inskription. "Alle 12 plejehjem, som har deltaget, har modtaget et diplom i ramme. Vi er blevet godt modtaget på alle plejehjemmene, interessen har været stor og vi håber på, at vi kan fortsætte det gode samarbejde både med plejehjemmene og med brugerne af omsorgstandplejen", understreger Karin Nysted Jensen.

Fakta

Det er et stort projekt, der har været i gang i et halvt års tid.
Først har Den Kommunale Tandpleje været ude på de 12 plejehjem i kommunen og målt tandsundheden og protesehygiejnen og undervist beboerne og personalet.
Derefter er der gået nogle måneder og Tandplejen har igen været på besøg på samtlige plejehjem og har undersøgt beboerne i forhold til mund- og protesehygiejnen. Og det er ved denne undersøgelse/måling, at Demensafsnittet på Poppelvej i Brovst har forbedret sig mest i forhold til de andre plejehjem i kommunen. Generelt er der dog en væsentlig forbedring at spore på alle plejehjemmene.